Min tilgang

Livet leves i medgang og modgang, og ethvert mennesker kan på et tidspunkt i livet opleve svære tider, som kan føles umulige at finde ud af, eller store spørgsmål, som kan føles umulige at finde svar på. Som psykolog finder jeg stor mening i fællesskabet omkring livets udfordringer, og i at støtte dig i at overkomme dem. Jeg er sikker på at vi i sammen kan nærme os svarene på nogle af de svære spørgsmål og en vej ud af tågen.

Min professionelle tilgang til psykoterapi er ligeværdig, anerkendende, empatisk og omsorgsfuld. Jeg lægger vægt på at vi får skabt et trygt og fortroligt rum, hvori vi sammen kan gå på opdagelse og få sat ord på det der er svært. Jeg tror på, at man med en større forståelse for den situation man befinder sig, får et bedre overblik til at handle på en hensigtsmæssig måde. I vores samtaler vil jeg støtte dig i at (gen)finde dig selv og troen på dig selv, samt at finde styrken til igen at håndtere de udfordringer livet byder på.

I terapien vil jeg bestræbe mig på at tilpasse samtalen dine behov og din specifikke situation. Derfor arbejder jeg eklektisk, dvs. jeg inddrager teknikker fra forskellige psykoterapeutiske retninger.  Nogle af de terapeutiske rammer jeg finder størst inspiration hos er dog Kognitiv terapi, Psykodynamisk terapi, Mentaliseringsbaseret terapi, Mindfulnessorienteret terapi, Compassion-fokuseret terapi samt Acceptance and Commitment Therapy.

Jeg har erfaring med og/eller interesse for at arbejde med følgende emner

  • Angst, depression, stress/udbrændthed og tankemylder
  • Forventninger, præstationspres og utilstrækkelighed
  • Selvet: Identitet, selvværd, selvfølelse, selvhad, indre kritisk stemme og grænsesætning
  • Relationer: Familie, parforhold, venner og arbejdsrelationer
  • Køn og seksualitet
  • Spiseforstyrrelser
  • Sociale og kulturelle minoriteter og marginalisering
  • Opvækst, tilknytning og omsorgssvigt
  • Psykiske traumer, herunder (seksuelle) overgreb
  • Selvskade og selvmordstanker
  • Psykotiske oplevelser
  • Personlighedsforstyrrelser
  • Livskrise, sorg og eksistentielle spørgsmål

Uddannelse og erfaring

Jeg er uddannet cand.psych. (psykolog) med bachelor fra Aalborg Universitet og kandidat fra Aarhus Universitet. Jeg fortsætter min faglige udvikling ved at modtage løbende supervision på mit arbejde mhp. kvalitetssikring og autorisation. Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening og arbejder under de etiske principper for nordiske psykologer.

Min arbejdserfaring omfatter både offentligt og privat regi. Tidligere har jeg arbejdet i den private praksis Bast i Aarhus, som specialiserer sig i behandling af mennesker med svære opvækstvilkår og belastende eller traumatiserende barndomsoplevelser. Derudover har jeg erfaring fra psykiatrien, hvor jeg i Regionspsykiatrien i Randers har beskæftiget mig med diagnostisk afklaring og behandling af affektive lidelser, herunder depression og bipolar sindslidelse, overvejende ambulant men også på sengeafsnit. På Psykiatrisk Ambulatorium Nørrebro har jeg beskæftiget mig med diagnostisk afklaring og behandling af psykotiske tilstande og personlighedsforstyrrelser.

Med udgangspunkt i min uddannelse og erfaring er jeg klar til at arbejde sammen med dig om både lette og tunge psykiske udfordringer. Jeg glæder mig til at møde dig!

Adresse

Kvægtorvsgade 1, kælderen
1710 København V

Psykolog Amalie Ellekær Bisgaard

Amalie Ellekær Bisgaard

Psykolog (Cand.psych)

Kontakt

Kontakt

Medlem af

Gratis E-bog og Nyheder

Indtast din e-mail adresse for at modtage Det Sunde Sinds gratis e-bog og nyhedsbrev.