Når en krise, som den vi befinder os i lige nu, rammer, oplever de fleste ængstelighed og forandring i deres psyke. Dette er helt naturlige reaktioner, da coronavirussen påvirker vores dagligdag i høj grad. Vigtige arrangementer bliver aflyst, eksamener bliver udskudt, store økonomiske konsekvenser kan ramme, for ikke at tale om risikoen for at vi selv eller vores nærmeste bliver syge med COVID-19.
Man skal huske på, at det er helt okay at opleve bekymringer forbundet med corona-situationen. Det er faktisk helt hensigtsmæssigt, da det er med til at tilpasse vores adfærd til forholdsreglerne. Dette er i sidste ende en god ting for os selv, vores medmennesker og samfundet som helhed.
Problemet kommer først, hvis ængsteligheden over for den nye virkelighed går hen og bliver til reel angst. Forskellen er, at Coronaangst kan blokere de hensigtsmæssige tanker og reaktionsmønstre og kaste os ud i en irrationel frygttilstand, som kan have konsekvenser for vores velvære. Grænsen er dog svær at tegne, men vær opmærksom hvis du oplever flere af symptomerne beskrevet nedenfor.
Hvornår bliver ængstelighed til angst?
Hvis du oplever, at du:
- Har svært ved at snakke om eller tænke på andet
- Hele tiden tjekker medier for information omkring coronavirussen
- Har problemer med at sove om natten
- Føler at du overdriver forholdsregler fx ved at vaske hænder og afspritte hele tiden, konstant skifter tøj, hele tiden går i bad eller andet.
- Er særligt sårbar, ked af det og ustabil
- Har svært ved at slappe af
- Mærker uro i kroppen/en klump i maven
- Isolerer dig mere end hvad der anbefales
Angst er ikke i sig selv et problem, men måden at håndtere den på, og de strategier vi bruger overfor den, kan blive det. Er man af natur tilbøjelig til at overtænke og bekymre sig for meget, kan corona-situationen være en særlig svær tid for dig.
Mange der har tendens til overtænkning, kan ende med katastrofetanker, panik eller dødsangst. Det kan medføre uro, stress, udmattelse og mere angst. Vi kan ikke altid kontrollere vores omgivelser, men vi kan gøre noget for at berolige os selv, og blive bedre til at tackle situationen.
Hvad kan du gøre for at passe på dig selv
Normalitet og struktur
Som mennesker har vi brug for at orientere os imod noget samt skabe mening og indhold i vores liv. Vi har behov for at have noget at stå op til, og opretholde en struktur i det vi gør, ellers kan vi blive nedtrykte og åbne op for ængstelighed og negative tanker.
Derfor er det i denne tid vigtigt for os alle at skabe normalitet i en unormal situation og bevare struktur og en sund balance.
Det er vigtigt, at du ikke lader dagene passere uden at foretage dig noget.
Forsøg så vidt muligt at
- Lave en plan for hver dag: hvornår skal du arbejde/studere, og hvornår har du afkoblingstid. Husk pauserne og vær overbærende med dig selv.
- Sov på de tidspunkter du plejer, så hjernen og kroppen får den hvile, den har brug for.
- Spis nærende mad og motionér. Regelmæssig motion er med til at forbedre vores humør og styrke vores immunforsvar. Noget som er særligt vigtigt i denne tid.
- Isoler dig ikke. Tag kontakt til dine relationer og vær kreativ i jeres kontakt. Måske I drikker te sammen over Skype eller har en aftensmadsaftale online.
Tanker har større kraft, end vi tror
En anden vigtig ting, hvis Coronaangst fylder meget i din hverdag, er ikke at give negative tanker og katastrofetanker frit spil. Det kan være en ond spiral. Den ene negative tanke afløser den anden og fører til katastrofetanker. Det gør én udmattet, uoplagt, i dårligt humør og i sidste ende mere angst.
En måde, hvorpå man kan bremse den onde spiral, er ved tankestop.
Sig tankerne imod eller skub dem væk, hvis de ikke er hensigtsmæssige for dig. Dette kan give ro i krop og psyke og åbne op for at positive tanker kan fylde mere. Hvis du har svært ved at stoppe tankerne selv, opfordrer vi til at søge professionel hjælp hos vores psykologer, som kan hjælpe med mere dybdegående kognitive metoder. Dette kan både foregå online og til en fysisk samtale i en af vores klinikker.
Begræns din eksponering til medierne, så det ikke fodrer din angst. Lad være med at forholde dig til medierne om corona lige så snart du vågner, eller inden du går i seng. Begræns det til det minimale og lav eventuelt en aftale med en ven om at de informerer dig, hvis der er noget vigtigt, du skal forholde dig til. Dette kan give ro til at fokusere på andre ting.
Hvad gør dig glad?
Generelt, og særligt også i denne tid, er det vigtigt at søge hen imod det, der giver én glæde og inkorporere det i ens liv. Det handler om at yde selvomsorg og at gøre det, der giver én glæde. Ligeledes giver det fornyet vitalitet og genoplader vores energidepoter. Så det bedste råd er, at inkorporere aktiviteter og projekter, der giver dig glæde i dit liv.
Hvad giver dig glæde? Gå i tænkeboks, skriv en liste og giv dig selv plads til at udleve det i denne tid.
At snakke bekymringerne ihjel
Hvis man går med tankerne selv, og de har taget overhånd, så er det en god idé at snakke med nogen om sin Coronaangst eller frygt. Brug dine nærmeste og fortæl dem hvordan du har det. Det kan give dig støtte og en følelse af, at du ikke står alene.
Hvis du mærker, at det ikke hjælper, eller at det er svært at implementere de ovenstående råd, så er det højst sandsynligt fordi, at angsten er ved at tage overhånd.
Som psykologer i Det Sunde Sind, står vi klar til at hjælpe dig med at arbejde med din coronaangst. Vi holder åbent i disse tider og tilbyder også onlineterapi. I et forløb hos os møder vi dig, der hvor du er. Vi rummer dig og dine udfordringer og møder dig med accept samt giver dig konkrete redskaber, som kan hjælpe dig til bedring. Læs mere om psykologerne her.
Læs også vores artikel med råd til at komme igennem lockout’en her.