Kærlighedssprog: Anerkendende ord
Har man anerkendende ord som sit primære kærlighedssprog, modtager man kærlighed gennem ord i tale eller på skrift. Man føler sig elsket, når andre giver oprigtige komplimenter, opmuntrer en eller værdsætter en ved at italesætte, hvad de tænker om og føler for en.
Når ens partner udtrykker taknemmelighed, anerkendelse eller værdsættelse, er det den ultimative kærlighedserklæring på dette sprog.
Kærlighedssprog: Kvalitetstid
Er kærlighedssproget, man taler, tid sammen, føler man sig elsket, når man har kvalitetstid med sin partner. Kvalitetstid betyder, at man giver den anden sin udelte opmærksomhed. Fysisk tilstedeværelse er derfor ikke i sig selv kvalitetstid.
Det centrale er nærværet og den udelte opmærksomhed, så det behøver hverken være dyrt eller tidskrævende at bruge tid sammen.
Kærlighedssprog: Fysisk berøring
Ved berøring som kærlighedssprog, føler man sig særligt elsket, når kærligheden udtrykkes fysisk og gerne løbende igennem hverdagen og i selskab med andre.
Mange tror fejlagtigt, at dette kærlighedssprog kun handler om sex, men det er meget mere; At holde i hånd, kramme, kysse, strejfe hinanden, når man går forbi eller massage kan være eksempler.
Kærlighedssprog: Tjenester
Har man tjenester som kærlighedssprog, føler man sig særligt elsket, når andre er hjælpsomme og betænksomme overfor en. For mennesker med dette kærlighedssprog, taler handling højere end ord.
Det er ikke selve tjenesten, men tanken bag: At den anden ser, at man har et behov og ønsker at tage hensyn, hjælpe og lette ens hverdag.
Kærlighedssprog: Gaver
Er gaver det kærlighedssprog man taler, føler man sig særligt elsket, når man modtager gaver. Ved første øjekast kan det virke materialistisk, men det er det langt fra.
Gaven bliver en fysisk repræsentation af kærligheden, så det handler ikke om selve gaven eller prisen på den, men om indsatsen og tankerne bag – at man ser og forstår, hvad de behøver, går op i, kan lide eller mangler.
Hvorfor er det vigtigt at kende sit eget og sin partners kærlighedssprog?
Mange parforholdsproblemer opstår, fordi man taler forskellige kærlighedssprog og derfor misforstår hinanden. Taler man sit eget fremfor sin partners sprog, ser vedkommende måske slet ikke de ting, man gør, og kan derfor hverken forstå det eller tage det til sig.
Er man bevidst om både sit eget og sin partners sprog, har man derfor et konkret værktøj til at undgå misforståelser og unødige konflikter – og får samtidig mulighed for at styrke parforholdet, så begge føler sig mere elskede i hverdagen.
Kærlighedstanken
En kærlighedstank er for mennesker, hvad en benzintank er for biler: Ligesom en bil ikke kan køre uden benzin, kan man ikke fungere uden kærlighed. Hvor bilen tankes med benzin, fyldes kærlighedstanken op, når ens partner taler ens kærlighedssprog.
Ens kærlighedstank er derfor et udtryk for, i hvor høj grad ens partner opfylder ens følelsesmæssige behov – og dermed i hvor høj grad, man føler sig elsket.
Kærlighedstanken kan være tom, fuld og alt derimellem. Hvis tanken er fuld, kan man køre langt, før man skal tanke igen. Fyldes tanken ikke løbende, kører man på dampene og vil med tiden løbe tør. Og er kærlighedstanken i bund, tager det tid at fylde den op.
Med en fuld kærlighedstank har man et stærkt, stabilt og modstandsdygtigt parforhold, hvor kærlighed blomstrer, mens hyppige skænderier og konflikter ofte er et udtryk for (halv)tomme kærlighedstanke.
Hvordan finder man ud af, hvad ens kærlighedssprog er?
Måske kender du allerede dit eget. Hvis ikke, er der her nogle forskellige indgangsveje til at finde ud af det. Kig f.eks. nærmere på
Din barndom: Det er fra vores forældre, vi oprindeligt har lært, hvordan kærlighed ser ud. Hvordan viste dine forældre kærlighed? Hvornår følte du dig mest elsket?
Dig selv: Ofte viser vi andre kærlighed på den måde, vi selv ønsker at blive elsket. Hvordan viser du selv kærlighed til andre?
Dine tidligere parforhold: Hvad gik galt mellem jer? Hvad savnede du, og hvad værdsatte du især?
Dit nuværende forhold: Hvornår har du det især godt sammen med din partner? Hvad plejer du typisk at efterspørge?
Stadig i tvivl?
Ofte er man særligt sårbar og rammes hårdest, når man bliver såret på ens kærlighedssprog. Derfor kan det, man bliver såret af, give et praj om ens primære sprog. Eksempler på, hvad der kan opleves særligt sårende ved…
Anerkendende ord: Negative, nedsættende eller kritiske kommentarer – især hvis det sker foran andre.
Kvalitetstid: Udsatte eller aflyste aftaler, mentalt fravær eller uopmærksomhed, når man er sammen.
Fysisk berøring: Manglende fysisk kontakt eller afvisning af fysisk kontakt – især ved konflikt hvor den fysiske kontakt kan være en håndsrækning til forsoning.
Tjenester: Fokus på det, man ikke har gjort, fremfor det, man har bidraget med. Hvis andre ikke gør det, de lover, er dovne eller ikke er der, når man har brug for dem.
Gaver: Glemte mærkedage eller fødselsdage samt tankeløse, sjuskede eller upersonlige gaver.