Kan man blive afhængig af sex og porno?
Ja, det kan man. Selvom mange forbinder afhængighed med stoffer eller alkohol, er adfærdsafhængighed – som f.eks. et uhensigtsmæssigt forbrug af porno eller sex – en problematisk og reel lidelse.
Afhængighed – uanset om det er stofafhængighed eller adfærdsafhængighed – er styret af hjernens belønningssystem. Det er her, vores fornemmelse af nydelse fordøjes og evalueres. Nogle ting er vi fra naturens side kodede til at søge nydelse i, bl.a. sex, der er afgørende for menneskets reproduktion. Men hvis man er porno- eller sexafhængig, kommer der en langt større nydelsesrespons i hjernens belønningssystem, end hvis man ikke er afhængig. Og mens mennesker normalt kan udsætte behov, føler mennesker med en afhængighed en ustoppelig trang til at opfylde behovet nu og her.
Hvad er pornoafhængighed?
Pornoafhængighed er, hvis man har et overforbrug af porno, som man har svært ved at styre, selvom det påvirker ens øvrige liv, trivsel, relationer og måske arbejde negativt.
Hvad er sexafhængighed?
Sexafhængighed er, hvis sex, tanker om sex eller seksuel adfærd fylder uhensigtsmæssigt meget i ens liv, og man ikke føler, man har et valg eller mulighed for at stå imod trangen, selvom det enten på kort eller lang sigt er dårligt for en selv eller for andre.
Hvad er forskellen på sexafhængighed og pornoafhængighed?
Grundlæggende er det de samme mekanismer, sexafhængighed og pornoafhængig trækker på i hjernen. Forskellen opstår, når man kigger nærmere på, hvilken stimulans afhængigheden er centreret omkring.
- Pornoafhængighed er fokuseret på tanker, følelser og adfærd(simpulser) relateret til porno
- Sexafhængighed er en bredere kategori, der relaterer sig til sex, tanker om sex og seksuel aktivitet i alle afskygninger. Derfor kan porno også være en del af problemet, hvis man er sexafhængig.
Hvornår er man afhængig?
Har man en afhængighed kan man opleve, at man tænker og agerer i uoverensstemmelse med, hvordan man ellers er som menneske. Man kan beskrive det sådan, at afhængigheden er en fremmed, der flytter ind og styrer og overtager kontrollen over ens liv, tanker og handlinger.
Uhensigtsmæssig vane eller afhængighed?
Grænsen mellem forbrug og overbrug er flydende, da afhængighed findes på et spektrum med afhængighed i den ene ende og vaner i den anden. De fleste mennesker har i en eller anden grad adfærd eller vaner, der i mild grad kan relateres til afhængighed. Måske tjekker du døren, du lige har låst flere gange, ryger, selvom du gerne vil stoppe eller tømmer hele slikposen, selvom du kun havde lyst til eller planlagt at spise fem stykker.
Når noget tipper fra at være et forbrug eller en vane til at være et overforbrug eller en afhængighed er et centralt spørgsmål, om ens adfærd er problematisk for en selv og/eller andre? Man plejer at sige, at hvis nogen bliver kede af det, er der et problem. Griber det forstyrrende ind i din hverdag? Forhindrer det dig i at have den hverdag eller det parforhold du gerne vil?
Som med al anden afhængighed, er både sexafhængighed og pornoafhængighed noget, der udvikles gradvist over tid. Derfor vil mange ikke bemærke det, før det begynder at overtage ens liv. Noget kan derfor starte som en vane, udvikle sig til et overforbrug og med tiden blive til en afhængighed.
Forventningen om belønning
Hvis man er afhængig af porno eller sex reagerer ens hjerne kraftigere på den seksuelle stimuli, man er afhængig af, på grund af forventningen om en tilfredsstillelse af trangen. Derfor er det karakteristisk for afhængighed er, at det ikke er selve handlingen, men forventningen om belønning, der driver adfærden.
Det forklarer også, at hverken porno- eller sexafhængighed føles lystfuldt, men derimod kommer fra en tvangsbaseret trang.
I realiteten giver det derfor kun et kortvarigt kick at give efter for trangen, da man hverken oplever større seksuel lyst eller øget lyst til at se porno. Selvom afhængigheden er centreret omkring sex og porno, er det derfor ikke forbundet med nydelse. Ofte vil man kortvarigt opleve glæde, lettelse og mætning af ens trang, når adfærden udføres – men efter kort tid kan lettelsen blive erstattet af fortrydelse, skam og selvhad.