Depression
At føle sig deprimeret er noget de fleste kan relatere til. Normalt er det en forbigående følelse af tristhed og nedtrykthed, der opstår som en reaktion på situationer eller begivenheder i ens liv.
Det er også helt normalt i perioder at føle sig træt, umotiveret, mismodig eller have svært ved at overskue sin hverdag.
For det meste klarer vi selv disse forbipasserende episoder uden professionel hjælp. Vi kan arbejde med os selv eller trække på vores nære relationer, og så overkommer vi som regel problemerne i løbet af kort tid.
Men hvis symptomerne bliver ved, kan der være tale om en behandlingskrævende depression.
Og heldigvis så KAN depression behandles, og behandlingen er særdeles effektiv.
Hvad er depression?
Ca. hver femte dansker vil opleve at være ramt af depression på et tidspunkt i løbet af livet. Så depression er et meget almindeligt problem, som mange af os stifter bekendtskab med i løbet af vores liv.
En depression har en klar negativ påvirkning på vores liv og hverdag. Den kendetegnes ved en længere periode med tristhed eller manglende lyst og interesse, for de ting, man normalt brænder for.
Depression opdeles normalt i tre forskellige sværhedsgræder: mild, moderat og svær depression.
Sværhedsgraderne har at gøre med, hvor mange symptomer man oplever, og hvor alvorlige de er. Det siger desuden også noget om, hvilken type behandling depressionen kræver.
De fleste typer depression kan behandles med samtaleterapi, og hvis der er tale om en svær depression suppleres samtaleterapi og medicinsk behandling.
Symptomer på depression
Depression er det, man kalder en affektiv lidelse, fordi den i høj grad påvirker sindsstemningen.
For rigtigt mange betyder en depression, at man føler sig overvældet af tristhed og føler sig nedtrykt i længere tid. Nedtryktheden ved en depression er kendetegnet ved at være vedvarende og påvirkes i ringe grad af ydre omstændigheder. Ofte vil det være svært for den enkelte at pege på en specifik årsag til følelsen af tristhed.
Mens nogle bliver nedtrykt, vil andre derimod opleve en form for følelsesmæssig lammelse. I stedet for at føle sig trist, oplever man nærmere at være følelsesløs. Man mangler lyst til og interesse for alt det, man normalt interesserer sig for.
Andre typiske tegn på depression kan være, at
- man mangler motivation til at klare sit arbejde og de opgaver der er forbundet med ens hverdagsliv. Almindelige opgaver kan synes uoverskuelige eller ligegyldige
- man oplever et generelt lavt energiniveau og en høj grad af træthed
- der kommer ændringer i ens søvnmønster, og søvnkvaliteten forringes. Det kan være, at du er ude af stand til at sove, eller at du omvendt sover rigtigt mange timer
- man mister selvtilliden og føler, man ikke er god nok og har svært ved at finde mening med livet
- ens appetit ændrer sig og man spiser enten meget mere eller meget mindre end før
- man oplever at ens koncentration er blevet dårligere end sædvanligt
- man bebrejder i høj grad sig selv og føler skyld over sin tilstand
- man har tanker om døden eller selvmord
Mange med depression døjer også med selvkritiske tanker. Man bebrejder sig selv, at man har det som man har det. Man taler måske også hårdt til sig selv og stiller høje krav til sin formåen. Det betyder, at mange med depression desværre ikke søger hjælp, og netop derfor er det vigtigt at søge hjælpen.
Årsager til depression
Depression kan opstå som reaktion på konkrete belastende situationer eller begivenheder i livet. Nogle mennesker har en medfødt sårbarhed overfor depression. Det vil sige, at de har større risiko for at udvikle en depression efter belastende situationer eller begivenheder i livet. Der ses en sammenhæng mellem depression og niveauet af serotonin. Serotonin er en neurotransmitter der spiller en stor rolle i følelsen af glæde og lykke. Der kan også være andre biologiske faktorer på spil, alt efter hvilken type depression, der er tale om. Nogle mennesker udvikler eksempelvis vinterdepression. Her menes sollys at spille en stor rolle.
Det levede liv spiller også en stor rolle. Langt de fleste depressioner opstår, som tidligere nævnt, som en reaktion på belastende livssituationer. Det kan være en stressende periode på arbejdet, der kulminerer i depression.
Depression kan også opstå som reaktion på et tab. Måske et dødsfald i familien eller skilsmisse, eller at livet ikke går, som man havde forventet. Det kan også føles som et tab, at man selv eller andre personer ikke formår at leve op til de forventninger man havde. I den forbindelse kan det være en hjælp at arbejde på at justere ens forventninger, så man får lettere ved at slutte fred med realiteterne, sig selv og omverden.
Opvækst og miljø
En opvækst under utrygge rammer og store skuffelser og tab i barndom og ungdom kan også øge risikoen for at udvikle en depression. Utrygge rammer og tab tidligt i livet kan føre til, at man får en grundlæggende opfattelse af sig selv som hjælpeløs. Eller som utilstrækkelig og ikke i stand til at leve op til omgivelsernes krav og forventninger. Med den selvopfattelse kommer en række usunde tankemønstre. Det kan være, at man i pressede situationer på jobbet eller i parforholdet har tendens til at vende reaktioner indad og altid tænke “det er min egen skyld, at…”.
Den type selvbebrejdelser sammen med lavt selvværd er i sidste ende med til at gøre den enkelte mere udsatte i forhold til at udvikle en depression.
Kan psykologsamtaler hjælpe på en depression?
Det korte svar er: Ja.
Med den rette behandling er der en god prognose for at komme gennem depressionen. Psykologerne hos Det Sunde Sind tilbyder forskningsbaserede behandlingsmetoder og støtter den enkelte til at få glæden tilbage i hverdagen.
Hvis du genkender nogle af symptomerne ved depression hos dig selv, kan du kontakte os og lave en aftale i dag.
Hjælp til at komme gennem depression
Depression kan heldigvis konstateres ret hurtigt. Hvis du har følt dig nedtrykt eller været ualmindeligt træt i over 14 dage, så er det en god idé at søge hjælp. Enten hos din læge eller hos en psykolog.
Vi vil til enhver tid foreslå at starte med psykoterapi i nogle måneder, inden du overvejer at tage imod medicinsk behandling.
Psykoterapi som behandling
Psykoterapi er en vigtig del af enhver behandling mod depression. Vi har lang erfaring med de mest effektive terapiformer, teknikker og øvelser mod depression.
En depression forsvinder normalt ikke bare af sig selv, så det er vigtigt at søge hjælp.
Langt de fleste, der kommer i behandling for depression oplever efter få samtaler, at de gradvist får det bedre.
Det er vigtigt for os i Det Sunde Sind, at vores terapi er så opdateret og effektiv som muligt. Derfor er det naturligt for os, at være opmærksomme på ny viden og læne os op af relevant forskning.
Terapi er ikke kun noget, der foregår under samtalen hos psykologen. Vi bruger en kombination af samtale og øvelser, og typisk vil der være forslag til hjemmearbejde. Naturligvis i det omfang den enkelte har overskud og lyst til det.
Målet med vores terapi er ikke kun at afhjælpe problemer nu og her, men også at klæde dig på til at kunne hjælpe dig selv.
Derfor skal du vælge en autoriseret psykolog hos Det Sunde Sind
Det første skridt er ofte det sværeste, og det gælder i høj grad også, når du skal tage en beslutning om at søge hjælp mod depression.
Det er vigtigt at få hjælp til behandling af depression hos en autoriseret psykolog.
Hos en autoriseret psykolog er du garanteret en uddannet psykolog med dokumenteret erfaring indenfor behandling og samtale med udgangspunkt i både teoretiske og praktiske metoder.
En psykolog vil også med en længerevarende universitetsuddannelse have et bredere blik på de forskellige elementer inden for psykologien, og kan tilrettelægge et individuelt og specialiseret forløb til netop dit behov. En psykolog er desuden omfattet af dansk lovgivning om tavshedspligt, hvilket er din garanti for tryghed.
Føler du, at terapi kunne være det rigtige for dig, eller er du mere nysgerrig på, hvad det kan gøre for dit velvære, så kontakt os og få en indledende snak om dine ønsker og behov.
For mere information kan du klikke på nedenstående links:
Psykiatrifonden.dk
Depressionsforeningen.dk