Lavt selvværd og selvværdsgrupper
Langt de fleste mennesker har haft oplevelsen af en dårlig dag, hvor vi skal kæmpe for at føle noget vil lykkes. Når det så endelig lykkes, oplever vi det som ufortjent og skidt alligevel. Det er trælse dage, men som regel er de også overstået næste morgen. Vi rejser os igen og går på dagen med krum hals og fornyet optimisme. Men der er også de dage, som bare ikke vil ende, og som forsætter dagen efter og ind i næste uge og vi oplever at stå hjælpeløse overfor hverdagens udfordringer. Selv små problemer kan udløse en følelse af utilstrækkelighed, og vi mister troen på, at vi kan klare os selv. Vi tvivler på om vi kan bidrage til andre og være en person som fortjener støtte og kærlighed. Den oplevelse af håbløshed skaber meget hurtigt en ond spiral, som trækker os længere ned i følelsen af håbløshed. En følelse, som det kan være meget svært at komme fra af igen, fordi vi til sidst ikke selv tror på, at vi fortjener at være glade eller have succes. Det er konsekvensen af et lavt selvværd, men det er heldigvis noget, som der kan arbejdes med.
Forskellen på selvværd og selvtillid
For at forstå udfordringen, er det nødvendigt at skelne mellem lavt selvværd og lav selvtillid. De to begreber kan let forveksles, men har vidt forskellige betydninger. Vi kan for eksempel have lavt selvværd men samtidig en høj selvtillid og omvendt. Det er fordi selvtilliden kommer af vores tro på egne evner indenfor et afgrænset område eller fag. Selvværdet derimod, er vores overordnede tro på os selv som mennesker. Vi kan have en høj selvtillid når vi står i køkkenet hvor vi ved, at vi kan lave en perfekt bearnaisesauce som ikke skiller. Men når vi så serverer den, så er vi ude af stand til at tage imod ros, fordi vores lave selvværd nægter at vi fortjener anerkendelse.
Det betyder lavt selvværd for dig
I forhold til andre psykologiske problemstillinger er lavt selvværd et relativt overset område, selvom det spiller en meget central rolle i menneskers trivsel. Selvværdet lægger hele vores fundament for trivsel og positiv selvopfattelse. Halter det her, så oplever vi hurtigt en nedadgående spiral i vores mentale velvære. Men hvor opstår årsagen til det lave selvværd. Det kan ske både gennem personlige oplevelser såvel som gennem et overordnet pres fra omverdenen. Men om vores lave selvværd bliver problematisk når omverdenen presser på, er forskelligt fra person til person. Resultatet er dog det samme og ikke desto mindre skadende for os. Der er dog bred enighed om, at vores barndom og formative år spiller en stor rolle for udviklingen af vores selvværd. Betingelsesløs kærlighed fra forældre og rollemodeller betyder meget for en positiv udvikling af vores selvværd. Det modsatte har naturligvis en negativ effekt. Personlige oplevelser fra tidspunkter i vores liv kan trigge lavt selvværd i en sådan grad, at det bliver problematisk.
Hvor opstår lavt selvværd?
Lavt selvværd kan eksempelvis opstå som følge af oplevelser fra:
- Barndommen kan være præget af høje krav fra forældre eller skole. Fx vedvarende kritik, som sætter sine spor langt op i voksenårene, men først sent belaster selvværdet
- Overgangen til voksenlivet, med nye krav fra arbejde og kolleger som alle skal se den bedste side af dig, skal passes sammen med et familieliv. Den opgave kan hurtigt blive opslidende for vores opfattelse af at slå til
- Kærester eller ægtefælle der konstant kritiserer ens madlavning, udseende eller evne som forælder skader vores opfattelse af at være god nok
Lavt selvværd kan også udløses fra det naturlige ønske om at passe ind i sociale sammenhænge. Vi mennesker har gennem tusindvis af året levet og overlevet som flokdyr. Stikker vi for meget ud fra flokken, risikerer vi udstødelse, hvilket tidligere har svaret til en dødsdom. På dansk kalder vi det jantelov, og denne flokmentalitet har i lang tid også sikret, at så længe vi dukker nakken, så er vi i sikkerhed iblandt flokken. Desværre strider denne evolutionære sikkerhedsmekanik meget mod vores moderne samfunds krav til os. Vi forventes at præstere og og udvise unikke træk. Derfor kan mange føle sig splittet og nedslidt på selvværdet, når vi på den ene side bare vil passe ind, på den anden side skal skille os ud.
Lavt selvværd rammer mange danskere
Vi savner fyldestgørende undersøgelser af området, men det anslås at op mod 300.000-400.000 danskere lider under lavt selvværd. Det, i en sådan grad, at det har en negativ effekt på deres arbejde og hverdag. De negative effekter af lavt selvværd kommer ofte til udtryk i form af eksempelvis stress, apati, depression, udbrændthed, angst, ensomhed. Eller i katastrofetanker og en følelse af ikke at fortjene hverken succes eller kærlighed. Samtidigt hæmmer det lave selvværd også vores evne til at træffe beslutninger. Både personligt og professionelt. Lavt selvværd gør det også svært for os at mærke efter i vores egne følelser, hvad vi har brug for og at sige til og fra overfor andre.
Symptomer
Disse symptomer i sig selv er utroligt skadelige for vores oplevelse af at være lykkelige mennesker, og er derfor vigtige at lytte til og gøre noget ved. Desværre har mange af disse symptomer også det til fælles, at vi isolerer os fra omverdenen og dem der holder af os. Vi trækker os selv ned i en ond spiral af selvlede, som kan være svær at bryde. Udfordringen ved de mange forskellige symptomer er, at det kan være svært at vide, hvorfor vi har det som vi har det. Er det en dårlig dag, hvorfor varer det ved og hvorfor kan vi ikke være glade, når vi på overfladen har det godt. Her kan en psykolog være et vigtigt redskab til at komme ind til sagens kerne. Her kan vi arbejde med de oplevelser eller traumer, som ligger til grund for det skadede selvværd.
Hvad kan jeg gøre ved lavt selvværd
Lavt selvværd har som tidligere beskrevet den uheldige effekt, at det skaber en ond spiral for vores mentale velvære. Derfor er det vigtigt at tage hånd om dem så hurtigt som muligt. En psykolog kan være den bedste måde at få hul på de svære følelser, så vi kan arbejde videre mod en positiv selvopfattelse. Ud over kvalificeret psykologhjælp, så kan vi også selv arbejde med vores selvværd med nogle få mønsterændringer:
- Tal til dig selv, som du ville tale til andre. Langt de færreste ville sige til en kæreste, barn eller kollega, at de er ubetydelige, dårlige mennesker og ikke fortjener en mening eller omsorg. Så prøv at være opmærksom på, hvornår du er hård ved dig selv og vend i stedet dine negative ord til noget positivt.
- Afvej risici. Hvad er det værste der kan ske, hvis vi træder ved siden af. Mange er f.eks. bange for at holde taler, og det er i særdeleshed noget lavt selvværd har indflydelse på. Tænk dine katastrofetanker igennem og vurder hvor sandsynligt det i virkeligheden er, at noget går galt.
- Selvværdet svinger, og det er okay. Nogle dage er bedre end andre, derfor er der ingen grund til at gå i panik, når selvværdet bliver udfordret. Find i stedet frem til din balance igen og undgå de negative tanker tager overhånd.
- Hold dine aftaler med dig selv. Hvis vi beslutter os for at bruge mere tid med familien, ringe til en veninde eller tage sig tid til sig selv, så er det vigtigt at holde de aftaler. Ellers bliver løftet til en fiasko som gør ondt. Start derfor også med realistiske mål, så du oplever succesen.
Kom i gang
Det kan dog være meget svært at tage hul på at forbedre os selv, når vi mangler det grundlæggende selvværd til at tro vi fortjener at have det bedre. Derfor kan disse trin være svære at følge uden indledende hjælp fra en psykolog. Psykologer har den fornødne viden og erfaring til at hjælpe dig med et personligt tilrettelagt forløb. Hos Det Sunde Sind har vi hjulpet mange gennem svære forløb og frem til et sted i livet, hvor de igen føler sig hele.
Hvordan tackler psykologerne hos Det Sunde Sind lavt selvværd
Hos psykologerne Det Sunde Sind arbejder vi med at skabe kontakt mellem dig og dine følelser og behov. I behandlingen af lavt selvværd arbejdes der med at øve sig i at sige til og fra ud fra egne følelser og behov. Vi arbejder med at hjælpe dig til at mærke efter i kroppen og komme i kontakt med, hvad du har brug for og lyst til. Det kan eksempelvis være nødvendigt at øve sig i at tage mindre ansvar for andres følelser og behov og blive bedre til at sætte grænser. Således skabes en mere sund balance imellem hensynet til dig selv og andre. Nogle mennesker oplever katastrofetanker i forbindelse med tanken om ikke at leve op til andres eller egne forventninger. Det kan medføre stærke følelser af skam, skyld og frygt. I terapien udfordres disse overbevisninger, således at det bliver mindre angstprovokerende at stå ved sig selv. Psykologerne hos Det Sunde Sind er alle uddannede og erfarne psykologer, som kan garantere empirisk funderet behandlingsmetoder- og teknikker. Al terapi bliver tilpasset den enkelte. Vi arbejder blandt andet med terapimetoden indre barn samt kognitiv terapi.
Gruppeterapi for mennesker med lavt selvværd
Psykologerne hos Det Sunde Sind har gennem flere år arbejdet med lavt selvværd gennem individuelle samtaler. Men mennesker er forskellige og responderer forskelligt på behandlinger. Derfor ligger det også i støbeskeen, at vi vil tilbyde gruppeterapi for personer med lavt selvværd. Grupperne vil bestå af seks til otte deltagere og fokusere på evnen til at lytte til sig selv, sige til og fra samt være autentisk overfor sig selv og ens egne behov. Gruppeterapien vil tage udgangspunkt i øvelser fra metoden indre barn, som du kan høre mere om her (https://www.youtube.com/watch?v=JHDFXnqbULQ&t=1s).
Derfor er Det Sunde Sinds psykologer de rigtige til at hjælpe dig med lavt selvværd
Det første skridt i at anerkende din situation og søge hjælp vil altid være det sværeste, specielt når det kommer til lavt selvværd. Samtidigt kan det også være svært at navigere i, hvor du skal søge hjælpen. Der findes et væld af alternative behandlere, psykoterapeuter og psykologer, som tilbyder behandling og støtte til personer med lavt selvværd. Hos en autoriseret psykolog er du garanteret en uddannet psykolog med dokumenteret erfaring indenfor behandling og samtale. Altid med udgangspunkt i både teoretiske og praktiske metoder. Psykologer med en længerevarende uddannelse har et bredere blik på de forskellige elementer inden for psykologien. De kan tilrettelægge et individuelt og specialiseret forløb til netop dit behov. En psykolog er desuden omfattet af dansk lovgivning om tavshedspligt, hvilket er din garanti for tryghed. Kunne terapi være det rigtige for dig og dit velvære, så kontakt os for et snak om dine ønsker og behov.