Selv dine celler laver lyd
Skåret ind til benet er alt vibration – lige fra universet og ned til det mindste molekyle. Vibrationer udsender lyde, som vi ikke umiddelbart bemærker, men som vores krop opfanger og absorberer.
Indenfor sonocytologi – læren om cellers lyde – forskes der i, at celler vibrerer. På baggrund af cellens forbrændingsproces, skiftevis hæver og sænker cellevæggen sig og danner lydbølger. Hver celletype har sin egen unikke måde at vibrere på og heraf sin egen unikke melodi.
Lyden fra cellerne er for lav til, at den kan høres uden hjælp. På samme måde som et mikroskop forstørrer ting, der er for små til, at vi kan se dem med det blotte øje, forstørres cellernes lyde med et redskab, så de er mulige at høre for det menneskelige øre.
Det er især interessant og relevant, at celler vibrerer, når man forstår princippet om resonans.
Resonans genskaber balance
Når to enheder vibrerer ved siden af hinanden, vil den stærkeste vibration påvirke den anden, indtil de er synkroniserede. Herved opstår resonans – dvs. en samklang, hvor to enheder vibrerer på samme frekvens. Det kan lyde ret abstrakt, men sker omkring os hele tiden. F.eks. er det resonans, der gør det muligt at spille på en akustisk guitar, hvor strengenes vibrationer resonerer med træet og luften i guitaren.
Alt vibrerer på sin egen frekvens, hvilket i menneskekroppen betyder, at hvert organ og hver enkelt celle har sin egen unikke vibrationsfrekvens. Hvis frekvensen forstyrres, og vibrationen ændrer sig, kommer den pågældende celler ud af balance. Det kommer f.eks. til udtryk ved, at cellens unikke melodi forandrer sig, hvis cellen bliver stresset eller dør.
Celler absorberer lydene fra en stærkere vibration – f.eks. fra lyde i lydhealing. For at genfinde balance og indre ro, kan lydhealing hjælpe med at genskabe en harmonisk tilstand i celler, hvis iboende frekvens er blevet forstyrret.
Lyd harmoniserer med vand
Den japanske forsker Masaru Emotos er kendt for sine undersøgelser af, hvordan lyd harmoniserer med vand ved at påvirke vandmolekylers struktur. I forsøgene udsættes vand for forskellige påvirkninger såsom lyde, ord eller musik. Herefter nedfryses vandet og iskrystallerne affotograferes ved hjælp af et mikroskop.
Alt efter hvilke lyde, ord eller musik, vandet udsættes for, antager iskrystallerne forskellige former. Hvor harmoniske lyde og positive ord bidrager til mere harmoniske og smukke iskrystaller, bidrager negative ord og uharmoniske lyde og musik til uharmoniske, misdannede og uformelige iskrystaller.
Men hvorfor er det relevant i forbindelse med lydhealing?
Det kan umiddelbart lyde irrelevant, men faktisk er vand afgørende for, at kroppen fungerer. Det er ikke så underligt, da menneskekroppen består af cirka 60 procent vand. At lyd harmoniserer med vand, er derfor både relevant og brugbart som menneske, da lyden gennem vandet kan harmonisere med og herigennem heale vores krop og sind.
Så hvordan virker lydhealing?
At lyd virker healende, understøtter meditation og kan føre en ud på en rejse, kan derfor bl.a. forklares gennem lydens vibrationer og deraf følgende resonans med celler og væske i kroppen. Resonansen mellem lyden og kroppen skaber en samklang, et samspil, hvor man smelter sammen med og bliver en del af lyden og dens vibrationer.
Lydhealing er derfor særligt kraftfuldt, da lyden på forskellig vis gennemtrænger kroppen og virker helt ned på celleniveau, og understøtter herved kroppens evne til at skabe balance.