Et emne, der har optaget mig gennem tiden, er fællesskabet. Ligesom mange andre har jeg et ambivalent forhold til fællesskabet. Fællesskab og individualitet står på mange måder i kontrast ligesom fællesskab og autonomi, og det er den kontrast, som kan afføde en svær balancegang. På den ene side er det rart at blive inkluderet og føle sig tryg i en gruppe. Det er rart, når tingene glider, og der opstår en synergieffekt mellem mennesker, hvor samværet mellem flere går op i en højere enhed. En sådan form for fælles synergi og flow kræver et vist omfang af fælles retning fx ved at gruppen griber en idé, som et af medlemmerne kommer med. Det kan være en smuk oplevelse at overgive sig til den retning gruppen sætter og lade sig føre med af oplevelser, man ellers ikke ville have fået, og det kan være dejligt at opleve at man passer ind i en større sammenhæng, at der er brug for én, og at ens bidrag er værdsat, som at være en brik i et stort puslespil.

På den anden side er der for manges vedkommende langt imellem disse oplevelser, hvor fællesskabet går op i en højere enhed. Ofte er fællesskaber præget af hierarkier og interessekonflikter, som medlemmerne på mere eller mindre subtile måder forsøger at presse ned over hinanden. Det at indgå i et fællesskab, hvad enten det er familie, venner eller bekendte, kan føles som om at det er nødvendigt at klippe en tå og hakke en hæl for at passe ind. Vi smiler venligt til onkel og ler af hans dårlige vittigheder, for at undgå at gøre ham vred. Vi lader som om, vi er sultne og tager et ekstra stykke kage for at undgå at fornærme mormor.

For nogle er den nemme løsning at tilsidesætte sin egen integritet for til gengæld at sikre sig en plads i fællesskabet. For andre er den nemme løsning at gå sine egne veje og undgå fællesskabet. Det kan være godt at identificere, hvilken af de to strategier, man er mest tilbøjelig til, da det peger på, hvor ens komfortzone ligger, og hvor der kunne være fordele ved at udvikle sig. For de fleste ligger lykken et eller andet sted midt imellem, hvor man på den ene side er i stand til at navigere ud fra egne præferencer og samtidig også er i stand til at være eftergivende, når det tjener et højere formål.

Læs mere om forfatteren her: Iben Larissa Jørgensen.