Jeg var 12 år, første gang det slog mig, at jeg ville være psykolog. Det var efter en psykologtime i forbindelse med mine forældres skilsmisse. Jeg gik fra konsultationen fast besluttet på ikke at komme igen, fordi jeg ikke syntes, psykologen var dygtig nok og med tanken om, at jeg kunne gøre hendes job bedre selv.

Anden gang jeg fik idéen, var da jeg som 17-årig sad og overvejede, hvilken uddannelse, jeg skulle vælge. Psykolog var et af de eneste jobs, jeg kunne se mig selv i resten af livet uden at blive træt af det. Jeg kunne forestille mig, at det altid ville være spændende at høre folks historier og hjælpe mennesker til at få det bedre.

Af forskellige omveje endte jeg med at tage min bachelor i psykologi i Brisbane, Australien, hvor jeg boede i knap 6 år. Jeg lærte meget i de år, og på mange måder var det en healingsrejse i mit eget liv.

Efter at færdiguddanne mig til psykolog i København i 2011, stod det klart for mig, at jeg i høj grad brænder for at lave individuel terapi med voksne, og jeg har lyst til at fortælle lidt om, hvad det er, der er så meningsfuld ved netop det område:

1)
Det bedste der kan ske i mit arbejde er, at folk ikke længere har brug for min hjælp. Selvom det kan være vemodigt, er det også dejligt at sige farvel til mine klienter med en viden om, at de går ud i livet med en større sikkerhed, indsigt og frihed til at være sig selv og gøre det, de vil.

2)
Psykologfaget er et af de eneste fag, hvor der stadig er tid til omsorg og fordybelse. Terapirummet er et frirum, hvor den enkelte kan lade skuldrene falde ned, læne sig tilbage og modtage kærlig omsorgsfuld opmærksomhed, hvilket er en mangelvare de fleste steder i samfundet.
Jeg er taknemmelig for at være i en rolle, hvor der er mulighed for at tage hånd om det enkelte menneske og undersøge de dybereliggende årsager og sammenhænge, for derigennem at facilitere varig heling.

3)
Det er spændende at opdage mønstre i menneskers følelsesliv og hjælpe med at finde en genvej til at få det bedre.

4)
Der er stor forskel på at græde, fordi man er nede i det sorte hul, hvor alting føles håbløst, og at græde af forløsning. Forløsning er mere forbundet med kærlighed til sig selv, og det er en fin og smuk proces, når et menneske bliver forsonet med sig selv. Det er et privilegie at være med på menneskers inderste rejse, og jeg er taknemmelig for hver dag at have noget meningsfuldt at stå op til, hvilket minder mig om et citat af en af mine yndlingsforfattere:

“You need someone to love,
something to do,
and something to look forward to.”

– Patricia Allen –

Så tak for at støtte Det Sunde Sind og tak for at arbejde med dig selv og dermed være med til at gøre verden til et bedre sted.

Kh. Iben Larissa Jørgensen
Autoriseret Psykolog ved Det Sunde Sind.