Stress og binyretræthed (adrenal fatigue) - Symptomer

Psykologen der troede hun havde ADHD: En personlig historie om stress og binyretræthed (adrenal fatigue).

(The English version of the article is available here.)

Jeg er generelt et privat menneske og har haft mange overvejelser i forhold til, om jeg skulle dele min historie, da det er meget personligt, men emnet er simpelthen for vigtigt til at lade være.
Jeg håber, at min historie kan inspirere andre og give en genvej, til hurtigere at få den rette hjælp. Tak til alle jer der støtter Det Sunde Sind. Det betyder mere end i aner.
(Artiklen må gerne deles.)

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg følt mig træt. Også når jeg lige havde sovet. Jeg var træt, når jeg stod op om morgenen, træt efter en eftermiddagslur, træt hvis jeg sov længe og træt, selvom jeg gik tidligt i seng. Det eneste tidspunkt, jeg som regel ikke følte mig træt, var mellem 22.00 – 04.00 om natten, så jeg tænkte, at jeg nok bare var en rigtig natteravn, et B-menneske af natur. Jeg havde også læst en artikel om, at intelligente mennesker ofte er B-mennesker, som godt kan lide at være oppe om natten, så det passede jo meget godt på mig 🙂

Hele mit liv indrettede jeg efter min træthed. I folkeskolen kom jeg ofte for sent, uanset hvor meget jeg syntes, jeg prøvede at tage mig sammen. I gymnasiet droppede jeg ud af 2. g, fordi jeg ikke kunne følge med og havde for meget fravær. Min mor sagde, at min træthed skyldtes ubalance i mine hormoner, fordi jeg var teenager. Det med ubalance i hormonerne fik hun senere ret i.

Jeg flyttede hjemmefra så snart jeg kunne som 17-årig og tog HF i stedet, hvor jeg forbedrede mine karakterer betydeligt og kom ud med det højeste snit i klassen. Det kunne lade sig gøre, fordi der ikke var nogen årskarakterer, og jeg var god til at læse op til eksamenerne. Jeg var på en måde stolt af min evne til at sidde oppe om natten og holde læsemaraton.
Som 21-årig i 2003 rejste jeg til Australien som backpacker, og som 22-årig flyttede jeg til Brisbane for at læse psykologi og være sammen med min daværende kæreste. Jeg var stadig træt, kortluntet, distræt og følte mig tåget i hovedet, men jeg tænkte ikke ret meget over det, for jeg havde ingen løsning på det og kendte ikke til andet. Og så havde jeg i øvrigt travlt med at klare mig, lære sproget, opnå gode karakterer, passe ind socialt og virke som om, jeg havde tjek på det.

Dette mønster fortsatte, efter jeg slog op med min kæreste og vendte hjem til Danmark i 2008 for at færdiggøre kandidatuddannelsen i psykologi. Det første år gik med at slås med studienævnet om merit, finde et arbejde og genetablere en vennegruppe. Jeg havde været væk fra Danmark i næsten 6 år. Kandidaten passede mig godt, fordi jeg selv kunne indrette min tid og bestemme, hvornår jeg ville læse. Jeg kunne springe forelæsninger over, hvis jeg var for træt og i stedet læse pensum op derhjemme og sove, når jeg havde brug for det. Jeg fik 10 for mit speciale, hvilket faktisk trak mit gennemsnit ned. Jeg var god til at præstere.

Under kandidaten arbejdede jeg som personundersøger i Kriminalforsorgen. Et job der passede mig perfekt, fordi rapporterne skulle skrives hjemmefra. Jeg styrede i høj grad selv mine arbejdstider, og mange af rapporterne skrev jeg fra min computer liggende i sengen.

Jeg blev færdiguddannet psykolog i maj 2011, og mit første job som psykolog var i en følordning, hvor jeg arbejdede under en erfaren psykolog. Jeg kan huske, at jeg somme tider var så tæt på at falde i søvn under klientsamtalerne, at jeg måtte nive mig selv i låret for at holde mig vågen. Mellem samtalerne gik jeg ud og lavede sprællemænd og englehop på badeværelset. Selvfølgelig undrede jeg mig over, at jeg var så træt, for jeg sov rigeligt, men samtidig havde jeg travlt med bare at få hverdagen til at hænge sammen, præstere som nyuddannet psykolog og virke velfungerende på overfladen. I det første år i følordningen havde jeg i alt 136 klienter, og jeg kan huske, at der kun var én af de 136 klienter, som ikke ønskede at se mig igen efter første konsultation. Det er en virkelig god statistik som nyuddannet psykolog, og det viser noget om, hvor umage jeg gjorde mig for at gøre det godt og for at undgå, at folk skulle mærke, hvordan jeg havde det.

På det tidspunkt følte jeg mig ikke deprimeret eller ramt af lavt selvværd. Jeg var glad for livet og mig selv og havde lyst til mange ting, men var bare meget meget træt, tåget i hovedet, uopmærksom, kortluntet og følte ofte, at jeg skulle slæbe mig gennem dagen.
Det var først i jobbet som skolepsykolog i 2012, at jeg ikke længere kunne opretholde facaden. Der var ofte møder på 2 timer, hvor der ikke var mulighed for at gå ud og hoppe på badeværelset, og der var mange ting at holde styr på. Netværksmøder, familiesamtaler, telefonopkald, tests og informationer på kryds og tværs. Jeg kunne ikke følge med, og var nødt til at sige op. Jeg vidste at noget var galt, og jeg var nødt til at få hjælp, hvis jeg skulle færdiggøre min autorisation som psykolog. Det er vigtigt at nævne her, at det ikke var fordi mine symptomer var blevet værre, end de før havde været. Det var bare første gang i mit liv, at jeg ikke længere kunne indrette mit liv efter mine udfordringer, da resten af min autorisation skulle tages i offentligt regi, hvilket ville kræve nogle andre kompetencer fra min side.

Jeg googlede mulige årsager til mine symptomer og gik til lægen med ønsket om at blive henvist til udredning for narkolepsi (sygdom hvor man pludselig rammes af en voldsom trang til at sove). Inden lægekonsultationen talte jeg med et familiemedlem, som var blevet diagnosticeret med ADHD. Hun spurgte, om jeg havde overvejet, om det også kunne være ADHD, jeg led af. Det havde jeg ikke, men da jeg læste, at ADHD og narkolepsi begge behandles med ritalin tænkte jeg, ”nå ja, hvorfor ikke?”. Jeg kunne genkende mange ADHD symptomer lige siden barndommen, fx uopmærksomhed, uovervejede handlinger og glemsomhed. Uden at tale om andre mulige årsager henviste min læge mig til psykiater, og jeg greb ivrigt chancen for at finde en løsning på mit problem.
Udredningen hos psykiateren bestod i en enkelt samtale. Efter at have fortalt lidt om mit liv og mine symptomer sagde han, at hvis jeg led af ADHD ville han tro, at det var i en meget mild grad. Jeg bad ham indtrængende om at få lov at afprøve medicin i det mindste i dagtimerne, så jeg ville kunne passe et job i det offentlige og færdiggøre min autorisation. Han forsikrede mig om, at ritalin kun virker på mennesker med ADHD, og derfor kunne der ikke ske noget ved at lade mig prøve, for hvis det virkede, var det fordi jeg havde ADHD, og hvis det ikke virkede, var der ingen skade sket.
Jeg kan huske første gang jeg skulle tage medicinen. Det var meget grænseoverskridende for mig, og jeg var taget hjem til en veninde, fordi jeg var så bange for det. Jeg havde prøvet at ryge hash et par gang som 17-årig, men havde ellers aldrig taget nogen former for stoffer.

Det virkede. Det var som om at mit sind klarede op, jeg blev fokuseret og FRISK. Så måtte det jo være fordi, jeg havde ADHD, tænkte jeg, men mest af alt tænkte jeg bare, at nu kunne jeg få gjort min autorisation færdig og fungere i samfundet.

I foråret 2013 fik jeg job som psykolog i et jobcenter, hvor jeg gjorde min autorisation færdig. Medicinen var en kæmpe hjælp; når jeg fik den, fungerede jeg. Jeg vågnede søvndrukken om morgenen og tog en pille, efter en 20-30 min var jeg vågen. Jeg havde aldrig før oplevet at være frisk hele mit voksne liv, og følte mig taknemmelig.

I foråret 2014 blev jeg fuldtidsselvstændig og min praksis voksede langsomt. Jeg begyndte at have mere overskud til at reflektere over mig selv og mit liv. Der var ikke længere en eksamen eller deadline jeg akut skulle tage mig af. I sommeren 2015 tog jeg på yogaferie i Indien i 14 dage med en veninde og med livsstilsændringer og støtte fra en ayurvedisk læge oplevede jeg, at jeg ved slutningen af ferien, kun at have brug for en tredjedel dosis ritalin i forhold til, da jeg ankom. Det var dog svært for mig at regne ud præcis hvilke, af livsstilsændringerne det var, der gjorde forskellen, og det var ikke muligt at fortsætte med at lave yoga 3 gange om dagen, da jeg kom hjem, og derfor faldt mit liv gradvist tilbage til det gamle mønster.

I sommeren 2017 begyndte jeg igen at undersøge mulige alternative årsager til mine symptomer og faldt over nogle artikler om skjoldbruskkirtel- og binyretræthed (thyroid og adrenal fatigue på engelsk). Der var mange lighedspunkter mellem symptomerne på binyretræthed og ADHD, fx disse:

Udover symptomerne nævnt foroven var der en lang liste af andre symptomer, som jeg også kunne genkende ved binyretræthed. Nogle af dem er nævnt her:

Det gav i øvrigt mening for mig, da jeg læste at binyretræthed som regel kommer som resultat af en periode med langvarig stress. Jeg kunne huske mine symptomer tilbage til 13-års alderen, hvilket var det tidspunkt, hvor mine forældre blev skilt. Jeg er vokset op i et hjem, hvor der var rent og pænt og ingen fysisk vold, men mine forældre havde voldsomme skænderier med raseri og gråd, som somme tider kunne vare flere dage af gangen. Det kulminerede i en ekstremt voldsom og kaotisk skilsmisse, da jeg var 13 år, samt et år på efterskole fra jeg var 14 til 15 år. Det gav mening for mig, at disse år havde stresset mit system maksimalt.

I efteråret 2017 blev jeg tilfældigvis inviteret til at arbejde som psykolog på et tværfagligt forskningsprojekt om integrativ medicin (helhedsorienteret medicin) sammen med 2 canadiske læger, en musikterapeut og en yogaunderviser. Det var et af de tilfælde, som føltes som sendt fra himlen, for samtidig med at jeg bidrog med mine psykologfaglige kompetencer, kunne jeg suge til mig af de andres viden. De canadiske læger var både uddannede indenfor konventionel medicin og biopati (naturmedicin), hvilket er anerkendt på lige fod med konventionel medicin i Canada. Dette møde inspirerede mig til at tage en spyttest for binyretræthed, og det var et stort vendepunkt for mig for første gang at få et konkret bevis sort på hvidt, som fortalte, hvad årsagen var til min træthed. Testen målte mit kortisol-niveau i løbet af døgnet, og resultatet viste, at min binyrefunktion var svækket.

I samråd med Vivian Lord, som er den ene af lægerne i det tværfaglige team, fik jeg lagt en plan om, hvordan jeg kunne helbrede mig selv gennem livsstilsændringer, og i løbet af få måneder kunne jeg trappe ud af min medicin og nøjes med en kop kaffe dagligt og en middagslur i ny og næ.

I skrivende stund er det næsten 4 måneder siden, jeg stoppede med at tage ritalin. Det er sjældent jeg har brug for middagslur nu og somme tider kan jeg også springe kaffen helt over. Som regel vågner jeg tidligt om morgenen og føler mig frisk og udhvilet. Det kan jeg ikke huske, jeg har prøvet, siden jeg var helt lille. Det er en ganske fantastisk følelse, og jeg er så glad for, at jeg har kunnet helbrede mig selv.

Selvfølgelig er der også en hvis bitterhed ved, at jeg er 36 år nu, og har følt mig konstant træt på grund af uopdaget binyretræthed i mindst 23 år. Selvfølgelig tænker jeg på, hvordan mit liv kunne have været, hvis jeg ikke havde skullet leve med denne træthed i så mange år, hvor det meste af min energi gik med at klare det mest basale og opretholde en facade. Jeg tænker også på, hvor mange andre end mig, der er blevet fejldiagnosticeret og fejlmedicineret med ritalin.
I forbindelse med mit arbejde i forskningsprojektet om integrativ medicin, blev det klart for mig, hvor meget livsstil og kost påvirker kroppen såvel som psyken.

Jeg er ikke ekspert i integrativ medicin, men ønsker alligevel at dele ud af mine personlige erfaringer. I mit næste blogindlæg vil jeg gå i detaljer med, hvad det er, jeg har gjort for at blive rask. Hvilke livsstils- og kostændringer, der har hjulpet mig mest. Hvad der er godt at gøre, og hvad der er godt at undgå.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg på ingen måde tror eller påstår, at det der har virket for mig, vil virke på samme måde for alle der har fået diagnosen ADHD, men hvis du er nysgerrig og noget af det, jeg har skrevet her vækker genklang, så kan jeg varmt anbefale at konsultere en behandler, som forstår sammenhængene mellem ernæring, hormoner, kroppen og sindet. Et godt sted at starte er på Vivian Lords hjemmeside, da hun er yderst vidende og kompetent og har en del gratis materiale tilgængeligt om emnet.

Du er velkommen til at dele artiklen, hvis du tænker, at andre kan have gavn af den.
(The English version of the article is available here.)

Kærlig hilsen

Iben Larissa Jørgensen
Autoriseret psykolog ved Det Sunde Sind
https://detsundesind.dk/