Tag Archive for: sygdomsangst

Normale psykologiske reaktioner i forbindelse med lockdown grundet coronavirus, COVID-19.

Jalousi og ensomhed, psykolog, behandling

I dag blev jeg ringet op af en kvinde, hvis angst var blusset voldsomt op i forbindelse med nyhederne om coronavirus. Hun fortalte om sin situation og bad om at få en tid online i dag, hvilket lykkedes. Jeg gav hende forskellige strategier til angsthåndtering, og ved slutningen af samtalen fortalte hun, at hun følte sig lettet og havde det betydeligt bedre.

De angstfølelser, hun beskrev under samtalen, gav mig lyst til at skrive dette indlæg, da der uden tvivl er mange andre, der oplever det samme lige nu, og det kan være en hjælp at blive mindet om, at vi alle er i samme båd, og at der er ting, man kan gøre, selvom situationen kan virke låst.

Angst og stress

Situationen omkring coronavirus udbruddet udløser angst og stress på mange forskellige niveauer. Der er frygten for at ens nærmeste bliver syge, frygten for at man selv bliver syg og frygten for at man selv er bærer af virussen uden at vide det, og uforvarende kommer til at smitte andre.
Mange oplever også ensomhed i forbindelse med hjemsendelse fra arbejdet, aflysning af sociale arrangementer og isolation i hjemmet og samtidig kan det være stressende at være låst inde med børn og familie, fordi alt er lukket ned. Derudover kan der være bekymringer omkring økonomi, hvis ens arbejde eller ens partners arbejde er påvirket af situationen.

Situationen udløser altså et bombardement af stressende faktorer, som de fleste slet ikke er vant til at forholde sig til. Det kan være yderst stressende og angstprovokerende at forsøge at navigere i.

Selvom situationen kan føles låst, er der altid noget, man kan gøre, for at skabe indre ro, og jeg vil derfor dele nogle af mine bedste angstråd her. Jeg håber, det kan hjælpe til at lindre stress og angst.

Strategier til at håndtere angst og stress i forbindelse med coronavirus COVID-19:

Hvad kan jeg gøre nu og her?

Angst kræver handling. Det er derfor forbudt ikke at tage dig af det/ignorere det/lade som ingenting, når du oplever angst. Hvis du gør dette, vil signalet sandsynligvis stige, indtil det er umuligt at ignorere.

Strategier:

(Vælg én strategi og brug ca. 15 minutter på det, før du beslutter dig for, at det ikke virker).

  • Spørg dig selv, hvad du har lyst til/hvad der ville være rart for dig at gøre i situationen. Hvis det er svært at mærke lyst, så prøv at mærke i kroppen, hvad den gerne vil have dig til at gøre. Det kan fx være kroppen siger, at det ville være rart at gå en lille tur, lave en kop kaffe, tage et varmt bad eller lignende. Alene det at rejse sig og gøre et eller andet som bare er en lille smule lystbetonet kan være nok til at tage toppen af angsten.
  • Brug Det Sunde Sinds indre barn visualisering, til at få ro i kroppen
  • Flyt din fokuserede opmærksomhed via sanserne. Lyt for eksempel koncentreret til de forskellige instrumenter og lag i et stykke musik eller fokusér på bestemte farver i dine omgivelser.
  • Træk vejret dybt og tæl til 10 på hver indånding og udånding indtil angsten er faldet til 2-3 på en skala fra 1-10. Lav derefter 20 ind- og udåndinger mere for at give kroppen mulighed for at falde helt til ro.
  • Lav 50 englehop eller løb en lille tur. Motion som får pulsen op har en positiv effekt på angst.
  • Stil dig i ”high power pose” i 2 min. “High power pose” er kropssprog, hvor du tillader dig at fylde mere. Du kan fx stille dig med skulderbredte afstand mellem fødderne og armene i vejret. Forskningen har vist, at hvis man står sådan i 2 minutter eller mere, booster det niveauet af testosteron og sænker niveauet af kortisol (stresshormon). Du vil føle dig stærkere og mere ovenpå og dermed mindre angst og stresset.

TED-Talk om High Power Pose-eksperimentet her

Ofte hænger voldsom angst sammen med ekstremt høje krav og idealer for en selv. Kravene udmønter sig i en manglende fleksibilitet i forhold til at skifte retning, når ubehag opstår. Øv dig i at skifte retning ud fra din kropsfornemmelse og i at tilgive dig selv, at tingene ikke gik helt som planlagt.

Hvis du ønsker yderligere støtte, er du velkommen til at kontakte psykologerne hos Det Sunde Sind. Vi har både åbent for almindelige samtaler i klinikken og for online samtaler.
Du kan også læse mere om corona-angst her.

Kh. Iben.
Autoriseret Psykolog ved Det Sunde Sind.

Kontakt


1 + 0 = ?


Gratis E-bog og Nyheder

Indtast din e-mail adresse for at modtage Det Sunde Sinds gratis e-bog og nyhedsbrev.