Mennesker er så kære, de ved det bare ikke
Når jeg sidder med mennesker i terapi, slår det mig ofte hvor kære og elskværdige mennesker er lige bagved ego-forsvaret, frygten, præstationsræset og forvirringen.
Somme tider stiller jeg et spørgsmål til folk, som er kommet langt væk fra sig selv, og som ikke har kontakt til nydelse, meningsfuldhed og kreativitet i deres liv. Jeg spørger dem, hvad de gerne ville bruge deres liv på, hvis de vidste, de fik 100.000 kr. i løn om måneden, uanset hvilket job de valgte, men de skulle vælge et eller andet arbejde cirka 37 timer om ugen resten af deres liv. De svar, jeg får, overrasker mig, fordi det folk dybest set ønsker sig er ting, som relativt let kan lade sig gøre. Én svarede fx at han gerne ville være dykkerinstruktør, en anden ville have en hundekennel, en tredje ville gerne køre et bed & breakfast sted i et varmt land, en fjerde ville gerne være yogainstruktør.
Det, der slår mig, er, hvor beskedne ønsker folk i virkeligheden har, og det, som holder dem tilbage, er som regel en forestilling om, at de er nødt til at arbejde indenfor det fag, de har uddannet sig i, for ellers var uddannelsen jo spild af tid, og hvad vil familie og venner ikke sige, hvis de pludselig skifter spor? Tit har folk slet ikke stoppet op og stillet spørgsmålstegn ved disse overbevisninger og undersøgt, hvad de egentlig ønsker sig, og de bliver ligeså overraskede som mig over, hvor beskedne deres drømme i virkeligheden er, og hvor meget indenfor rækkevidde det er.
Det er en af de ting, jeg elsker ved mennesker. De fleste af os vil bare gerne have et liv med helt basale ting såsom fællesskab, natur og plads til kreativitet.
Kh. Iben.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!