Tag Archive for: tankemylder

Stå ved dine drømme, psykolog

Når jeg sidder med mennesker i terapi, slår det mig ofte hvor kære og elskværdige mennesker er lige bagved ego-forsvaret, frygten, præstationsræset og forvirringen.
Somme tider stiller jeg et spørgsmål til folk, som er kommet langt væk fra sig selv, og som ikke har kontakt til nydelse, meningsfuldhed og kreativitet i deres liv. Jeg spørger dem, hvad de gerne ville bruge deres liv på, hvis de vidste, de fik 100.000 kr. i løn om måneden, uanset hvilket job de valgte, men de skulle vælge et eller andet arbejde cirka 37 timer om ugen resten af deres liv. De svar, jeg får, overrasker mig, fordi det folk dybest set ønsker sig er ting, som relativt let kan lade sig gøre. Én svarede fx at han gerne ville være dykkerinstruktør, en anden ville have en hundekennel, en tredje ville gerne køre et bed & breakfast sted i et varmt land, en fjerde ville gerne være yogainstruktør.
Det, der slår mig, er, hvor beskedne ønsker folk i virkeligheden har, og det, som holder dem tilbage, er som regel en forestilling om, at de er nødt til at arbejde indenfor det fag, de har uddannet sig i, for ellers var uddannelsen jo spild af tid, og hvad vil familie og venner ikke sige, hvis de pludselig skifter spor? Tit har folk slet ikke stoppet op og stillet spørgsmålstegn ved disse overbevisninger og undersøgt, hvad de egentlig ønsker sig, og de bliver ligeså overraskede som mig over, hvor beskedne deres drømme i virkeligheden er, og hvor meget indenfor rækkevidde det er.
Det er en af de ting, jeg elsker ved mennesker. De fleste af os vil bare gerne have et liv med helt basale ting såsom fællesskab, natur og plads til kreativitet.
Kh. Iben.

Psykolog, københavn, østerbro, lavt selvværd
Sammenhængen mellem meditation og beslutninger.

Ofte handler terapi om at lære at træffe gode valg i livet.
Som psykolog lærer jeg ofte den enkelte at meditere og få ro på følelser og tanker, og i den forbindelse spørger mange om følgende; ”hvis jeg kan få ro indeni ved at meditere, hvordan ved jeg så, hvad jeg skal gøre, og hvilken retning jeg skal gå i livet? Hvad skal jeg navigere efter, hvis jeg gennem meditation lærer at acceptere alt?”

Dette er et rigtig godt spørgsmål, som også optog mig i starten, da jeg begyndte at meditere, for det er sandt, at man gennem meditation kan lære at slutte fred med alle livsomstændigheder.

Det er dog vigtigt at pointere, at meditation ikke handler om at acceptere hvad som helst. Når vi står overfor en svær situation, er der typisk 3 valgmuligheder. De første to er enten at ændre situationen eller fjerne sig fra den. Den tredje mulighed er at acceptere situationen, og typisk bør man ikke bruge accept til at affinde sig med ting, med mindre første og anden strategi ikke er muligt.

Inden man begynder at ændre på en situation eller fjerne sig fra den, kan det dog være en god idé at meditere på den for at opløse nogle af de negative følelser, så ens reaktion ikke kun bliver en flugt fra ubehag.
Når der er kommet mere ro på følelserne, kan man bedre mærke, hvad der er rigtigt for én, hvilken retning man skal, og hvad man har lyst til.

Jeg plejer at sammenligne det med at navigere et skib på havet, hvor man kan forestille sig, at man navigerer udenom ting, der kan skade skibet såsom et isbjerg, en tornado eller lignende. At styre udenom isbjerget eller tornadoen kan sammenlignes med at fjerne sig fra omstændigheder, som udgør en trussel i livet, hvilket ofte er en god idé, men hvis man kun kan mærke frygt og ikke er i kontakt med ens indre glæde og entusiasme, bliver det et problem, fordi skibet i ens liv ikke har nogen retning. Man sejler bare i ring og undgår farer uden egentlig at komme tættere på det, man ønsker sig. Dette opleves typisk som ambivalens og vægelsind, hvilket også kan hænge sammen med lavt selvværd.

Somme tider kan meditation endda være nok til at løse problemet, så der ikke længere er et behov for at flytte sig. Derfor anbefaler jeg, hvis man oplever stærke negative følelser, først at prøve at meditere på dem, indtil der er en større ro, sådan at man bedre kan mærke sin lyst og retning i livet og dermed både styre udenom farer og samtidig sætte kursen efter dét, man ønsker sig.
De to slags meditation, jeg oftest benytter, er mindfulness og The Work af Byron Katie.

Kh. Iben.

Efter jeg er blevet rask fra binyretræthed, er jeg blevet en ægte søvn-entusiast.

God søvn er helt afgørende for humøret og for psyken. En af grundene til dette er, at søvnmangel har indflydelse på hormonbalancen i kroppen og blandt andet påvirker produktionen af hormoner som fx kortisol, serotonin, østrogen, testosteron og progesteron. Ubalance i disse hormoner kan udover træthed give symptomer som fx dårligere koncentration, dårligere hukommelse, stress, tristhed, irritabelt humør, tankemylder og flere ‘underlige tanker’, som kører i ring om sig selv.

Udover at det er vigtigt at sove nok timer, betyder det også noget for hormonbalancen, hvad tid på døgnet man sover. Kroppen er bygget til at følge solens rytme, og det forstyrrer kroppens naturlige balance, hvis vi forskyder døgnrytmen. Selvom det måske kan virke lidt kedeligt, er der altså mange gode grunde til at tage søvnen alvorligt og prioritere en god rutine og døgnrytme.

Her er derfor en liste over de vigtigste ting, man kan gøre, for at sove godt:

  1. Gå i seng omkring kl. 22.00 (helst ikke senere end 23.00) og sørg for at du har 8-9 timer til at sove.
  2. Hvis du har svært ved at falde i søvn, kan det være en hjælp at tage Passiflora 1-2 timer, inden du skal sove. Passiflora er et planteekstrakt, som gør én søvnig og hjælper til at få ro på tankerne. Det kan købes som dråber online. Dråberne kan også bruges, hvis du vågner midt om natten og har svært ved at falde i søvn igen.
  3. Spis kulhydrat til aftensmad: fx havregrød, fuldkornspasta, ris eller lignende. Kulhydrat gør, at man bliver søvnig.
  4. Tag et varmt bad inden du skal sove, da det beroliger nervesystemet.
  5. Sluk al elektronik et par timer før du skal sove og sørg for, at der ikke er noget lys tændt i soveværelset inden du skal sove. Alle former for lys, uanset om det kommer fra en lampe, et TV eller en telefon, undertrykker kroppens produktion af søvnhormonet melatonin, hvilket gør det sværere at falde i søvn. Et bedre alternativ er at lytte til podcast i mørket.
  6. Køb et mørklægningsgardin og sørg for at det slutter til.
  7. Brug Det Sunde Sinds ‘falde i søvn visualisering’ her. Mange er begejstrede for denne lille simple teknik, som kan bruges til hurtigere at glide ind i drømmeland.

God fornøjelse og sov godt!
Kh. Iben.

I dag udkom en ny og forbedret version af Det Sunde Sinds ‘Sov godt drøm sødt visualisering’ som kan afhjælpe dine søvnproblemer. Dette er en effektiv metode til hurtigere at falde i søvn, hvilket kan være en hjælp, hvis du fx har tendens til at ligge og tænke, inden du skal sove.

Prøv øvelsen her:

Der kan være mange grunde til at din søvn ikke er optimal. Læs blandt andet om Angst og Stress.

IMG_3857

Jeg er bange. Bange for at jeg ikke kan skrive godt nok, bange for at blive til grin, bange for at andre ikke kan bruge det jeg skriver, bange for at blive misforstået og bange for at komme til at modsige mig selv. Læs mere

Kontakt


7 + 0 = ?


Gratis E-bog og Nyheder

Indtast din e-mail adresse for at modtage Det Sunde Sinds gratis e-bog og nyhedsbrev.